fredag den 4. december 2009

Washington, Baltimore, "Storyville"








6 stater på 6 dage. Det er, hvad vi indtil videre har præsteret. Vi er enige om, at det egentlig er ret godt gået! I dag har vi besøgt Storyville i Baltimore County Public Library http://www.bcplstoryville.org/storyville_about.html Baltimore er den største by i staten Maryland. Vores udgangspunkt er Washington D.C, hvor vi overnatter de sidste 3 nætter.

Vi havde valgt at tage toget til Baltimore - ca. 1 times køretur. Det passede os alle FINT at slippe for mylderet i de forskellige lufthavne. På banegården i Baltimore blev vi hentet af bibliotekschefen, som kørte os til Rosedale Library.

Om Storyville
Storyville er et interaktivt læringscenter, som har til huse i et af Baltimores lokalbiblioteker - Rosedale.
Storyvilles omgivelser og aktiviteter er specifikt designet til forældre, som en del i den proces der skal til for at gøre børn skoleklar.
Storyville består af syv områder opbygget som en landsby - fx bibliotek, butik, teater og byggeplads. I hvert område er der tilføjet bøger, materialer og aktiviteter som fremmer sprog og andre vitale færdigheder.
Målgruppen er de 0-5 årige og deres voksne. Børn over denne alder kommer ikke ind.
Vi blev vist rundt af hhv. bibliotekets og Storyvilles ledere, som er to ekstremt engagerede ildsjæle. Det var en fornøjelse at besøge stedet.
Formålet er at sætte markant fokus på det faktum at for at kunne klare sig godt fagligt - ja i livet i det hele taget - så kræver det helt basalt, at barnet gennem de første tre år er blevet velstimuleret af sine nærmeste voksne: at der er blevet talt, sunget, læst osv. for og med barnet. Storyville lægger op til, at den voksne leger med barnet. Det er ikke en legeplads i den normale forstand, men et læringssted for de mindste og voksne i samspil. Og det er ikke meningen, at den voksne skal "sætte barnet af". Den voksne skal "lege med".

Både stedet og de tanker der ligger bag er meget interessante og ikke mindst tankevækkende.
Det er helt klart noget, som vi skal sætte meget mere fokus på i Danmark.
Godnat :-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar